Vedtægter

Vedtægter for Hjælpeorganisationen Hearts and Hands (HHH)

§ 1. Navn

    Foreningens navn er Hjælpeorganisationen Hearts and Hands (HHH). Foreningen er hjemmehørende i Aarhus kommune.

§ 2. Formål

  • Foreningens overordnede formål er fredsarbejde og healing ud fra åndsvidenskabelige principper.

  • Foreningens konkrete formål er at samle og støtte terapeuter, der frivilligt, vederlagsfrit og på foreningens vilkår stiller deres evner til rådighed for patienter på hospitaler, sygehuse, hospices, psykiatriske institutioner, indsatte i fængsler og andre, der måtte have brug for hjælp.

  • Udover ovennævnte er det foreningens formål at stifte en fond, Hearts & Hands Fond, hvis formål er at etablere og drive refugier til kontemplations- og fredsarbejde.

  • Foreningen er uafhængig af alle religiøse og politiske interesser.

§ 3. Organisation

  • Foreningen består af en selvsupplerende bestyrelse på syv medlemmer, der sammen udgør foreningens højeste myndighed, samt et antal tilknyttede terapeuter, der støtter foreningens formål med frivilligt arbejde.

  • Foreningens tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

  • Vedtagelser på foreningens generalforsamlinger træffes med almindeligt stemmeflertal; dog kræves til opløsning af foreningen, at mindst 80% af bestyrelsens medlemmer er til stede på generalforsamlingen, og at mindst 65% af disse medlemmer stemmer for opløsningen. Foreningens formål kan ingensinde ændres.

  • Mindst en gang om året, senest den 1. april, afholdes en generalforsamling, hvortil indkaldes med et skriftligt varsel på 14 dage. Forslag til dagsordenen skal indgives skriftligt til foreningens sekretær senest 8 dage før generalforsamlingen.

  • Dagsordenen skal som minimum omfatte følgende punkter:

    • 1. Årsberetning.
    • 2. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab, herunder beslutning om anvendelsen af et eventuelt overskud (se § 5).
    • 3. Konstituering af bestyrelsen.
    • 4. Budget.
    • 5. Eventuelt.
  • Ekstraordinær generalforsamling foranlediges, når mindst tre medlemmer fremsætter ønske om det med angivelse af begrundet dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med et skriftligt varsel på 14 dage med angivelse af dagsorden.

  • Foreningen udpeger en regnskabskyndig til revision af foreningens årsregnskab. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§ 4. Bestyrelsens arbejde

  • Bestyrelsen forestår foreningens daglige drift.

  • Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden og mødes så ofte, det skønnes påkrævet. Bestyrelsen udpeger en formand, en næstformand, en økonomiansvarlig, en sekretær, samt fire repræsentanter til HHH's fond (se vedlagte fondsbestemmelser).

  • Bestyrelsens beslutninger træffes med almindeligt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutnings-dygtig, når mindst 2/3 af medlemmerne er til stede. Dog kræves beslutning om optagelse af nye bestyrelsesmedlemmer, at alle medlemmer af bestyrelsen på det pågældende tidspunkt er til stede, og at alle er enige og stemmer for optagelsen af det nye medlem.

  • Bestyrelsen sikrer, at alle frivillige, der tilknyttes foreningen, accepterer de vilkår for udøvelse af tjeneste i foreningens navn, som fremgår af retningslinierne angivet på HHHs hjemmeside. Accepten sker i forbindelse med den elektroniske tilmelding som frivillig.

  • Bestyrelsen forestår indsamlingen af midler som anført i § 5 nedenfor.

  • Bestyrelsens arbejde udføres vederlagsfrit.

  • Et bestyrelsesmedlem kan opsige sit medlemskab af bestyrelsen og foreningen med et skriftligt varsel på 14 dage.

§ 5. Foreningens midler

  • Foreningen har ved stiftelsen en kapital på kr. 0,00. Indtil foreningens kapital udgør kr. 5.000 påtager medlemmerne sig in solidum at hæfte for foreningens gæld med op til kr. 5.000.

  • Foreningen opretter bankkonti, der stedse skal lyde på foreningens navn. Såvel foreningens ovennævnte kapital som de midler, der fremover måtte tilfalde foreningen, indsættes på disse konti.

  • Foreningen vil søge at skaffe midler ved at ansøge fonde, kommuner og andre instanser om støtte, og gennem medlemsarrangementer med relevant indhold, samt via sin hjemmeside at gøre opmærksom på, at foreningen kan støttes ved indbetaling af midler på foreningens bankkonti.

  • Foreningens midler skal anvendes til dækning af de udgifter, der er forbundet med at opfylde foreningens formål, jf. § 2. Disse udgifter omfatter kontorhold, pjecer/brochurer, webhotel & mail, refusion af de frivillige healeres og bestyrelsens udgifter til transport i forbindelse med udøvelse af den frivillige tjeneste samt revision af foreningens regnskab. Forudsat at der skaffes midler hertil, vil foreningen kunne påtage sig omkostninger til lokaleleje, kontorudstyr, ekstern hjælp til bogholderi, udgifter til undervisning/kurser m.v. og - på længere sigt - til etablering af fond som anført i § 2.

§ 6. Foreningens opløsning

    Hvis foreningen opløses, overgår dens midler ubeskåret til HHH's almennyttige fond eller, hvis denne enten ikke er oprettet, eller ikke mere eksisterer, til almennyttige og velgørende formål som Red Barnet eller Kræftens Bekæmpelse.

    Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling, 2008.



Lemmestrupvej 15
8300 Odder
Telefon: 2984 4536
Reg. no.: 2748 5871
© 2011 by Hearts & Hands
All rights reserved.

Programmeret og hosted af nordicweb